For tredje gang arrangerer Lokaludvalget en dag for alle christianshavnere med sport, musik og mange andre begivenheder. Det foregår på Arsenaløen fra kl. 10 om morgenen, og alle er velkomne.
De mange sportsarrangementer indbefatter boksning, rugby, brydning, lacrosse, karate, beachvolley, roning, kajakpolo og ikke mindst fodbold, hvor dagen bl.a. byder på den årlige fodboldkamp mellem Christiania og politiet.
Der bliver også arrangeret Tai-chi og stavgang, hvor alle kan være med.
Desuden vil dagen byde på en række kulturelle indslag med lokale orkestre, historiefortællere og meget mere, og i år vil vi også sørge for særlige oplevelser for børn. Bl.a. vil Christianias Rideskole arrangere pony-ridning.

I et af de telte, der bliver opstillet i centrum af begivenhederne, vil mange af Christianshavns lokale foreninger, græsrodsbevægelser etc. være til stede og fortælle om deres aktiviteter.
I sundhedsteltet kan man få massage, målt blodtryk og i det hele taget få en masse gode råd om en sund livstil, og en af christianshavns læger vil komme og fortælle om sport og risikoen ved doping.
Og ikke mindst vil lokaludvalget igen i år uddele Havnens Pris til en christianshavner, der gør særlig meget for vores bydel.
Har du lyst til selv at deltage med et arrangement - f.eks. få en plads i et af teltene eller på et af sportsarealerne - så tag kontakt til os. Henvend dig på telefon eller mail til
Husk under alle omstændigheder at sætte et stort kryds i din kalender for lørdag den 3. september, hvor vi også skal fejre, at Multihallen nu bliver en realitet.
På gensyn!
