Christianshavn har kigget sig selv efter i sømmene

Tryghed, klimasikring, sundhed, familieboliger og fornyelse af byrum er blot nogle af de emner, der blev udfoldet på vores bydelsmøde. Læs vores reportage fra bydelsmøde den 22. april her.

I lokaludvalget havde vi inviteret christianshavnerne til fællesspisning, inspirerende oplæg og debat i plenum, og det havde lokket ca. 70 beboere med til aftenens arrangement i Christianshavns Beboerhus. 

Beboerhusets sal var fuld, og christianshavnerne kom input undervejs.  

Folk ankom forventningsfulde, og det kunne mærkes på den gode stemning, der hurtigt bredte sig i salen. Hvad var det nu vi skulle have at spise, og hvordan var det nu med aftenens temaer?

Anledningen til bydelsmødet var vores årlige evaluering af arbejdet med Christianshavns Bydelsplan. Under velkomsten gjorde vi det klart, at aftenens møde handlede om at tage alle små som store betragtninger om Christianshavn med i lokaludvalgets videre arbejde med lokaludvalgets bydelsplan for Christianshavn. 

Derfor opfordrede vi også folk til at dele deres ”kæpheste” med os, så vi kunne få noteret de behov, ideer, erfaringer, der går og gemmer sig rundt om i bydelen. 

Fælles for aftenens temaer var fokus på klima, og hvordan vi sammen skaber en klimavenlig bydel på tværs af alle de tiltag, som vi i Christianshavns Lokaludvalg ønsker at fremme. Desuden var aftenen delt op i to temadele: Et oplæg med fokus på byudvikling og et andet med fokus på mobilitet. 

Oplæggene fungerede som afsæt for aftenens debatter i plenum, der alt sammen løb af stablen, efter at maverne var fyldte med butter chicken eller vegetarisk bønnecassoulets. 

Christianshavn er mangfoldigt, og det skal afspejles i byudviklingen 
Aftenens første oplæg blev indledt med en pointe om, at klimasikring er for de mennesker, der skal være her med og efter os – ikke for klimaet i sig selv. Det var arkitekt Helle Juul, der mindede alle fremmødte om vigtigheden af at huske på mennesker, når der tales byudvikling. 

Derfor havde hun også mennesker i fokus i sit oplæg, hvor hun bl.a. talte om Christianhavs Torv og vigtigheden af at skabe plads til den mangfoldighed, som Christianshavn dækker over. F.eks. ved at skabe fysiske rammer, der skaber tryghed for forskellige mennesker, der med gennemtænkt indretning kan sameksistere i bybilledet.

Et andet nedslag faldt på Gammel Dok i Strandgade med spørgsmålet om, hvorvidt pladser ud mod vandet er steder, vi vil dedikere til parkeringspladser. Flere beboere roste forslaget om at indrette området til byrum, hvor man bevæger sig rundt og får glæde af tætheden til vandet. Flere ytrede også ønske om noget for børn i byrummet – f.eks. en køkkenhave, ligesom der blev efterspurgt flere fleksible boliger, der kan forme sig efter bydelens sammensætning af beboere. 

Privatbilisme som pomfritter og bløde trafikanter som grøntsagsstænger 
Mødets anden oplægsholder var Jakob Steen Christensen fra arkitektfirmaet JAJA, der introducerede mobilitetspyramiden svarende til madpyramiden, hvor den næring, vi skal have mest af, befinder sig i bunden og omvendt for toppen. På samme måde blev der opfordret til, at vi tænker gang og cyklisme som de transportformer, der skal være mest af, og dernæst kommer kollektiv transport, delebiler og private biler. 

Jakob Steen Christensen fortalte, at vores vejarealer er indrettet med 66 procent til vej og parkering for biler, mens det i realiteten kun er 32 procent, der er privatbilister. Underforstået at der er et misforhold i den måde, vi har indrettet os på mobilitetsmæssigt ift. i forhold til det reelle behov.

Til det havde en beboer en pointe om, at det nok i højere grad handler om at træffe nogle ambitiøse politiske beslutninger, der fremtvinger nye vaner, end at det handler om velvillighed fra den enkeltes side. 

Generelt var der stor opbakning til flere grønne og sociale tiltag, der fremmer klimaløsninger og bæredygtighed, men der var ikke mange arme i vejret, da spørgsmålet faldt: ”Hvor mange her er parate til at opgive sin bil?”. 

Behandling af aftenens input
I lokaludvalget er det nu tid til at justere handleplanen til Christianshavns Bydelsplan på baggrund af aftenens input fra fremmødte christianshavnere, såvel som fra oplægsholderne. Inputtene vil blive behandlet i en mindre arbejdsgruppe i lokaludvalget og drøftet på lokaludvalgets møde den 29. maj.

Vi håber, at alle de fremmødte christianshavnere blev mætte både efter mad, kage og kaffe men også mætte på indtryk, inspiration og erfaringsudveksling. 

Vi vil gøre vores for, at Christianshavn bevæger sig i retningen af at blive en klimavenlig bydel med plads til alle de forskellige mennesker, som bidrager til den særlige atmosfære og stemning på Christianshavn. 

Christianshavn er gammelt og nyt – og sammen udvikler vi bydelen dag for dag. 

Jakob Steen Christensen, JAJA Architects
Helle Juul, Juul/Frost Arkitekter