Ren kærlighed til Christianshavns Vold

Lokaludvalgets årlige affaldsindsamling finder sted i marts og koordineres med Christiania, som har en lignende tradition.

Miljøgruppen under Christianshavns Lokaludvalg og Miljøpunkt Indre by & Christianshavn arrangerer hvert år i mart til kollektiv affaldsindsamling.

Alle borgere inviteres til, i fællesskab, at indsamle skrald på Christianshavn. Arrangementet har efterhånden fundet sted i mange år og hvert år er der kommet flere frivillige til. De trækker i gummistøvler, gummihandsker og går i krig med snappere bl.a. på Christianshavns Vold.

Dagen starter i Christianshavns Beboerhus, Dronningensgade 34, hvor ruter fordeles mellem de fremmødte over lidt let morgenmad.

Forud for indsamlingen har miljøgruppen i lokaludvalget og Miljøpunkt Indre By og Christianshavn nemlig noteret sig, hvor affaldet i bydelen har hobet sig op.

Som regel går folk i grupper, men selskabelighed er ingen tvang, ligesom man også gerne må samle skrald et sted i bydelen, hvor man selv synes det trænger.

Indsamlingen slutter ved frokosttid og afrundes med en velfortjent sandwich i Beboerhuset.

Et eksempel på et typisk program: 

  • 10.00-10.30: Fælles morgenmad
  • 10.30-13.00: Inddeling i grupper og indsamling af skrald
  • 13.00-14.00: Let frokost og hygge

     

Fakta om affald i naturen

Så lang tid tager det naturen at nedbryde det affald der ryger forbi skraldespanden:

  • Aviser - 3-12 måneder
  • Ispapir - 2 år
  • Cigaretskod - 5 år
  • Tyggegummi - 5 år
  • Sodavandsdåse - 500 år
  • Plastikflaske - 500 år

Konsekvenser for naturens økosystem

Når vores affald havner i naturen, kan det have fatale konsekvenser for naturens økosystem og for dyrene i naturen. Dyrene har stor risiko for at blive fanget i og i værste fald dø i det affald og emballage, som smides. Lad os sammen sørge for at det ikke sker