Motionsredskaber ved Løvens Bastion og Gammel Dok.
Vi ønsker midler til at opføre aktivitets- og motionsredskaber ved Løvens Bastion og Gammel Dok. Disse redskaber skal invitere til motion og styrketræning og dermed fremme sundheden.
En borgerpanelundersøgelse, som lokaludvalget gennemførte blandt christianshavnerne i slutningen af 2023, viste stor interesse for motion: 68 % ønskede at træne mere, og 63 % foretrak at gøre det udendørs. Mange motionister benytter allerede Den Bemandede Legeplads’ legeredskaber til træning.
Der er altså en klar efterspørgsel efter udendørs træningsfaciliteter. Mange motionerer på Volden og langs havnen, og vi foreslår derfor, at aktivitetsredskaberne opstilles ved 1) Løvens Bastion og 2) Gammel Dok.