Christianshavns Torv: Visionen kortfortalt
Onsdag den 17. juni blev der sat punkt i vores idégrundlag til at forvandle Christianshavn Torv til en markedsplads med torvehandel.
Det skal fungere som et dialogredskab, vi kan bruge til yderligere kvalificering, og så vi har noget konkret at præsentere og tale med bydelen, kommunens forvaltninger og ikke mindst politikerne om.
Lørdag den 22. august inviterer vi desuden til Torvedag, hvor vi vil prøve ideen af i praksis og præsentere visionen for alle dem, der møder op. Hensigten med dagen er naturligvis også, at indhente christianshavnernes holdninger og input til visionen.
Se en beskrivelse af visionen nederst eller skim den kortfattet her:
Stadepladser og typer
- Planen omfatter 18-24 stadepladser i forskellige størrelser og typer, tilpasset lokale behov og kundegrundlag.
- Der foreslås tre hovedtyper af salgssteder:
- Overdækkede stader (min. 4-6 stk.), mobile og varmeisolerede, med adgang til el og vand – bl.a. til kød, fisk, ost og arktiske specialiteter fra Grønland, Færøerne og Island.
- Udendørs stader (min. 4-6 stk.), til regionale danske grøntsager, frugt, krydderurter, honning, blomster m.m. Kan suppleres med fleksible bordstader (årstids-/dagstader) til fx sæsonvarer.
- Mobile/flydende stader (min. 8-12 stk.), bl.a. med streetfood, årstidsvarer, børnestade og evt. 2-4 flydende stader langs kanalen til fisk, vildt og frugt.
- Markedet er åbent alle hverdage
- Staderne kan evt. have forskellige åbningstider således, at der er liv på torvet over længere tid.
- Udendørs stader og mobilestader kan stilles op og pakkes sammen på daglig basis.
Indhold og variation
- Stor vægt på mangfoldighed: både almindelige, billige og eksklusive varer samt lokale og etniske stader.
- Fokus på fødevarer fra danske landdistrikter, regionalt producerede varer og arktiske specialiteter.
- Plads til gadekøkkener, børneaktiviteter og sæsonbestemte tilbud.
Organisering og drift
- Staderne ejes/drives primært af selvstændige stadeholdere (ikke kæder/butiksejere).
- Stadeholdere skal fortrinsvis selv betjene kunderne for at sikre nærvær og engagement.
- Bemanding kan suppleres af familie, faste medarbejdere eller freelancehjælp i spidsbelastningsperioder.
- En torvechef (2-4 timer dagligt) og vicevært sikrer drift, orden, rengøring og koordination.
- Info-stade skal informere om torvet, stadeholdere og varer.
- Mulighed for midlertidig mini-politistation ved opstart for tryghed.
Belysning og byrum
- Torvepladsen indrettes med tryghedsskabende lys: ca. 160 farvede "jordlys" i brolægningen, der kan skifte farve efter årstid og begivenhed.
- Stadernes facader udsmykkes med fotostater fra regionerne og oplyses indefra om aftenen og i vintermånederne.
- Særlige belysningsløsninger for at undgå mørke og øde perioder om natten.
Cykelparkering og adgang
- Eksisterende cykelparkering på torvet fjernes og flyttes til kanten af torveområdet.
- Nye cykelparkeringspladser etableres som skråparkeringer langs Torvegade og i sidegader – inspireret af løsningen ved Torvehallerne på Israels Plads.
- Torvepladsen udformes som fodgængerareal med adgangsvenlige linjer til kørestole, barnevogne mv.
Øvrige forhold
- Depotfaciliteter foreslås i den nærliggende ubenyttede underjordiske cykelkælder.
- Renovation er stadeholdernes ansvar, kontrolleret af torvechef/vicevært.
- Finansiering og drift anbefales efter koncessionsmodel inspireret af Torvehallerne på Israels Plads.
Hvad er en koncessionsmodel?
En koncessionsmodel er en samarbejdsform, hvor en offentlig myndighed (f.eks. en kommune) giver en privat aktør ret til at anlægge, drive og eventuelt finansiere et offentligt projekt eller en facilitet – typisk i en længere årrække – mod at aktøren får indtægterne fra driften i perioden.