Det bliver en broforbindelse mellem Refshaleøen og Østerbro

I kommunens Budget 2024 blev der afsat midler til en foranalyse af pendulfærgefart samt en broløsning mellem Østerbro og Refshaleøen. Foranalysen viser bl.a., at forbindelsen indebærer et dilemma mellem at understøtte landtrafikken mellem Østerbro og Refshaleøen eller at understøtte trafikken på vandet ind og ud af havnen.
Forvaltningen har undersøgt en pendulfærge og fem varianter af en broløsning – og på den baggrund har Teknik- og Miljøudvalget nu vurderet, at en lavbro med adgang for krydstogt- og militærskibe vil være den mest optimale løsning.
Derfor skal der nu udarbejdes en budgetnotat, som kan indgå i kommunens budgetforhandlinger på den anden side af sommerferien.
Om lavbrosløsning
Den fortrukne broforbindelse placeres uden for den fredede beskyttelseszone for fortidsminder rundt om Kastellet – og vil på Østerbro-siden give direkte adgang til Indiakaj og krydset ved Folke Bernadottes Allé.
Den vil have et dobbelt svingfag med en fri gennemsejlingsbredde på ca. 60 meter, som tillader krydstogtskibe og store flådefartøjer adgang til havnen.
Alle sejlende vil skulle passere broen i åbningsfaget. Havnebusser og mindre både vil kunne sejle under broen i lukket tilstand, hvor der vil være en frihøjde på 6,63 meter.
Det forventes, at broen skal åbne en gang i timen, og potentielt to gange ved passage af større skibe, ligesom Trangravsbroen, der åbner ca. 1.800 gange årligt. Antallet af passagerskibe, som vil kræve broåbning af den nye bro, er ca. 2.350 skibe om året.
Dilemmaet mellem trafikanter på land og på vand
Helt overordnet indebærer forbindelsen et dilemma mellem at understøtte trafikken mellem Østerbro og Refshaleøen eller at understøtte trafikken på vandet ind og ud af havnen.
En broforbindelse vil være til gene for skibstrafikken, og de skønnede 2.000-2.500 årlige broåbninger vil give forsinkelser for gang- og cykeltrafikken.
Broen giver en fast og, for det meste, fri og uhindret passage for cyklister, dog vil der især i sommermånederne ofte være ventetid grundet broåbninger.
En færgeforbindelse vil medføre korte ventetider for fodgængere og cyklister, mens den for det meste tillader fri passage for skibe. En færgeforbindelse er betydeligt dyrere end en bro i længden grundet højere driftsomkostninger.
Broen er første skrift på vejen til at sikre en nordlig cykelinfrastruktur
Broforbindelse vil være kommunes første skridt på vejen for at understøtte en ny cykelinfrastruktur til Refshaleøen og til Lynetteholm. Den skal ifølge aftalen om infrastruktur til Lynetteholm mellem staten og kommunen være etableret senest i 2045 – og der er lagt op til at kommunen kan søge medfinansiering til broen via statens nationale pulje til cykelprojekter.
Fakta
- Anlægsomkostningerne for broløsningen forventes at være ca. 660 mio. kr.
- Der forventes udgifter til drift og vedligehold på årligt ca. 15 mio. kr. samt udgifter til brovagter på årligt 4-6 mio. kr.
- Broen forventes at have en levetid på 100 år.
- Godkender Teknik- og Miljøudvalget forvaltningens indstilling, vil forvaltningen udarbejde et budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2026.
- Det forudsættes, at kapacitetsbehovet for forbindelsen vil blive som følger:
- 12.500 cyklister i døgnet fra år 2030-2050
- 20.000 cyklister i døgnet fra år 2050-2070
- 25.000 cyklister i døgnet fra år 2070.
- Antallet af fodgængere i begge retninger sammenlagt skønnes at være 2.500 i døgnet.