Flot fremmøde til Københavnerpicnic på Refshaleøen

Ca. 200 mennesker mødte glade og nysgerrige op for at høre om Refshaleøens historie og udvikling, og for at nyde en lækker middag sammen med os i Werkstatts 167 hyggelige gårdhave. 

Vi er overvældet over den gode stemning og det flotte fremmøde til vores arrangement Københavnerpicnic på Refshaleøen, søndag d. 11. juni, som vi afholdt i forbindelse med Arkitekturhovedstad 2023.

Vi startede dagen ud med et spændende oplæg om Refshaleøens udvikling inde i den gamle skibsværftsbygning Werkstatt 167. Herefter blev alle de fremmødte delt op i hold og gik ud på en arkitekturvandring til udvalgte steder på Refshaleøen. Vi besøgte Nordens største klatrehal Blocs & Walls, produktion- og designcentret Barlby Carlsson, studenterlandsbyen CPH Village og tørdokken ved La Banchina. 

Efter vandringen mødtes vi alle igen og nød en lækker buffet fra Reffens madboder. Der blev snakket sammen på tværs af bordene, grinet og sunget fællessang. 

Tak for en dejlig dag! 

 

Claus Hovmøller Jensen, udviklingsdirektør i Refshaleøens Ejendomsselskab gav et informativt oplæg om Refshaleøen og de 7 dogmer for Refshaleøens videre udvikling.
På arkitekturvandringen besøgte vi Nordens største klatrehal Blocs & Walls. Jan Bønding gav os en rundvisning i hallen og fortalte om hallens udvikling fra B&W hal til et eventyr for klatrere.
Rundvisningen i Blocs & Walls sluttede i den gamle hal, som ligger op af klatrehallen. Det var særligt spændende at træde ind i den rå bygning og se et før og efter billede af klatrehallens forvandling.
I den gamle hal op til klatrehallen fortalte arkitekt Søren Pihlmann om transformation af gamle industribygninger med fokus på genbrug. Det er bl.a. noget arkitektfirmaet Pihlmann Architect, som Søren er stifter af, specialiserer sig i.
Ud til havnen ligger studenterlandsbyen CPH Village. Det er et helt specielt kollegiefællesskab, hvor de studerende bor i ombyggede skibscontainere.
Jens-Christian Carlsson, stifter af Barlby Carlsson fortæller. Barlby Carlsson er et center for design fra ide til produktion, hvor hovedvægten lægges på godt håndværk og bæredygtighed.
Landskabsarkitekt Line Vestergaard, partner i Juul Frost Arkitekter fortalte med udgangspunkt i tørdokken ved La Banchina om arkitekturen og naturen på Refshaleøen set fra en landskabsarkitekts perspektiv.
Et flot fremmøde og hyggelig stemning til fællesspisningen efter vandringen. Glade og sultne folk venter på den lækre buffet, mens Jette Philipsen, tovholder for arrangement, byder velbekommen.
Der gumles i maden, nydes kolde drikke og snakkes på tværs af bordene
Der klargøres og dækkes op til middagen.