Forstå budgetprocessen på Københavns Rådhus

Byudvikling, byggeri, klima, infrastruktur, grønne områder, ældre, socialt udsatte, børn og unge, kulturliv og erhvervsliv – kommunens opgaver spænder bredt.

Budgetforhandlingerne handler om prioritering, og hvad kommunens penge i det kommende år skal bruges til. Budgetforhandlingerne følger et rimeligt fast mønster og finder sted en gang om året. 

Processen er følgende

Budgetforhandlingerne skydes i gang sidst i august med partiernes budgettaler, hvor de redegør for, hvordan de hver især vil prioritere og fordele midlerne.

Dernæst præsenterer de administrerende direktører forvaltningernes budgetnotater under kategorierne ”need to” og ”rettidig omhu” mv. Herefter begynder politikerne at forholde sig til budgetnotater i kategorien ”fastholdelse og rekruttering” på velfærdsområderne.

Når politikerne har behandlet kategorierne, begynder forhandlingerne om de budgetnotater, som partierne vælger at tage med til forhandlingsbordet.

Her kan lokaludvalgenes budgetforslag komme i spil, forudsat at forvaltningerne har udarbejdet et budgetnotat for det enkelte forslag. Budgetnotater kan også være bestilt af politikerne forud for budgetforhandlingernes start.

Budgetforlig 2027

Forhandlingerne står typisk på i en uges tid, men der er afsat to uger til at lande en aftale. I år landede SF, Enhedslisten, Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance, Alternativet og Dansk Folkeparti budgetaftalen den 3. september. Konservative Folkeparti valgte at stå uden for aftalen.

I budget 2027 har partierne samlet prioriteret initiativer for 2.346 mio. kr. på anlæg i 2027-2030 og 995 mio. kr. på service.

14 lokale budgetforslag

Lokaludvalgets indspark til budgetforhandlingerne lød på 14 forslag, som her følger i en ikke-prioriteret rækkefølge:

  1. Omdannelse af Refshalevej til cykelgade og sikker skolevej
  2. Ny indretning af torvet og et forsøg med torvehalsaktiviteter
  3. Forundersøgelse af stormflodssikring af Christianshavn
  4. Sikring af bedre trafiksikkerhed ved Trangravsbroen i krydset, hvor broen møder Papirøen og Holmen
  5. Metrolinje M5 som tunnel mellem Prags Boulevard Station og Lynetteholm
  6. Forhøjelse af kommunens støtte til det lokale miljøarbejde i lokaludvalgsområderne Kongens Enghave, Vesterbro, Indre By og Christianshavn
  7. Udskiftning af det offentlige toilet på Christianshavns Torv
  8. Kanal mellem Margretheholm Havn og Inderhavnen
  9. Forundersøgelse vedrørende etablering af stenrev i Erdkehlgraven
  10. Økonomi til ansættelse af byggesagsbehandlere, så forvaltningen matcher behovet for at få byggesager ekspederet inden for rimelig tid
  11. Bibede med vilde blomster, som kan tiltrække bier, og sedum-planter på buslæskur-tagene
  12. Økonomi til ansættelse af medarbejdere til inklusion af dem, der visiteres til Seniorhuset, i Seniorhusets fællesskaber
  13. Realisering af helhedsplanen for et areal på Arsenaløen
  14. Installering af elevator i Christianshavns Beboerhus

Forstå kategorierne for budgetnotater

Need to er tiltag, som er nødvendige for, at en forvaltning kan håndtere uforudsete sager som ny lovgivning, sikre den nødvendige kapacitet, fx at der er plejeboliger nok, eller renovere kommunens bygninger, veje mm., så de ikke bliver dyrere i drift eller mister værdi.

Rettidig omhu er tiltag, hvor der kan være penge at spare, hvis der investeres nu i stedet for at udskyde det til senere. Fx hvis en skole bygges samtidig med en svømmehal, kan der spares penge i det samlede anlægsprojekt. Eller hvis der er mulighed for at få væsentlig ekstern medfinansiering (som puljemidler), hvis kommunen afsætter midler.

Fastholdelse og rekruttering er tiltag, der skal hjælpe med at sikre nok arbejdskraft til velfærdsområderne i årene frem. Det kan fx være initiativer som opkvalificering, videreuddannelse eller lønløft til udvalgte medarbejdergrupper.

Specifikke udfordringer er sager, som ikke falder ind under de øvrige kategorier, men som forvaltningerne har brug for at finansiere. Hver forvaltning kan præsentere en til tre specifikke udfordringer. 

Der er en række kriterier, som skal være opfyldt, for at et budgetønske kan karakteriseres som en af de nævnte kategorier. Økonomiforvaltningen godkender kategoriseringen, inden de politiske forhandlinger går i gang.