Havnens Pris 2026 går til Fedtekælderen og Pakhuset

Modtageren af Havnens Pris 2026 er fundet og prisen går i år til varmestuerne på Christianshavn, værestedet Pakhuset og varmestuen Fedtekælderen.

Både Pakhuset og Fedtekælderen gør en ekstraordinær indsats for at hjælpe udsatte personer på Christianshavn. De gør en prisværdig indsats for at gøre livet lidt tryggere og være et fristed for hjemløse og udsatte personer. Derfor modtager de begge Havnens Pris i 2026. 

Pakhuset er et værested i Wildersgade, som er en del af Frelsens Hær. Udover at tilbyde gratis mad på alle hverdage og trygge rammer, gør de også en stor indsats for at få gadesovende migranter i arbejde. 

Varmestuen Fedtekælderen, som er en del af Kirkens Korshær tilbyder ligesom Pakhuset et trygt sted at være og en pause fra livet på gaden. Her er mulighed for at indgå i et fællesskab, spise et måltid mad og få hjælp med stort og småt. 

Havnens Pris bliver traditionen tro overrakt på Christianshavnerdagen, som i år finder sted søndag den 6. september i Sankt Annæ Gade. 

Vi ønsker stort tillykke til begge prismodtagere. 

Læs mere om Pakhuset her og Fedtekælderen her. 

Havnens Pris

Lokaludvalget uddeler Havnens Pris hvert år til en person, en forening eller institution, der har gjort en ekstraordinær indsats for Christianshavn og christianshavnerne. Christianshavnerne stiller forslag om, hvem der skal være prismodtager, og på lokaludvalgets møde i juni træffer lokaludvalget beslutning om, hvem der skal modtage prisen ud fra de indkomne forslag.

Udover anerkendelsen består Havnens Pris af 1 kr. pr. indbygger på Christianshavn, nemlig 13.478 kr. Pengeprisen deles mellem de to prismodtagere.