Hvilke regler og rammer skal gælde for vandarealerne ved Papirøen?

Der skal udarbejdes en ny lokalplan for vandarealet rundt om Papirøen. Vi tager gerne imod holdninger til sagen, inden vi sender vores bemærkninger til den indledende høring.
Fotograf
klimadatastyrelsen 2023

Københavns Kommune skal til at udarbejde en ny lokalplan for vandarealerne omkring Papirøen, dvs. vandarealer i Arsenalgraven, Trangraven, Proviantmagasingraven og dele af Inderhavnen.

Vi er taget med på råd i den indledende høringsfase. I den forbindelse vil vi gerne høre fra jer christianshavnere om hvilke forhold og regler I mener, vandarealerne skal være omfattet af.   

  • Hvor skal der være mere liv og aktivitet – og hvor skal der være ro?
  • Skal der være flere eller færre husbåde – eller ingen?
  • Må der være udlejningsbåde og anlægsbroer?
  • Er der steder, hvor vandet bør friholdes?
  • Skal det være muligt at etablere kanaler under Trangravsbroen og Værftsbroen? 

Ovenstående spørgsmål er blot vejledende og til inspiration, så hold dig ikke tilbage, hvis du har øvrige forhold som skal beskrives. 

Send os en mail eller deltag i debatten på vores Facebook, så vi kan finde den rette balance mellem livet på vand og på land. 

Vi behandler inputtene den 17. februar på et arbejdsgruppemøde og i lokaludvalgsmøde den 25. februar.