Lars Trier Mogensen går BR-politikere på klingen

Christianshavnerdagen er mere end "underholdning og leg" - se vores debatprogram her.

Vi synes at lokalpolitik er dødspændende og derfor har vi sat rammen for tre politiske debatter og inviteret politikere for Københavns Borgerrepræsentation. Journalist Lars Trier Mogensen vil stå for afviklingen og den gode tone og vi vil lytte med, og er klar til at tage en uformel dialog med publikum efterfølgende. 

Debatterne er følgende: 

Kl. 12: Gammel på Christianshavn (30 min)

Christianshavn har i mange år ønsket sig et plejecenter, men det er endnu ikke lykkes at finde en placering og komme i mål med ønsket til trods for at der både skulle være økonomi og politisk velvilje til det. Så hvordan er udsigterne til et få opført et plejecenter med plads til ca. 60 personer på Christianshavn – og hvorfor synes ønsket om et plejecenter gang på gang at blive nedprioriteret, når det er kommunens målsætning, at alle bydele skal have et plejecenter?

Christianshavn er tilmed en bydel, hvor ældre aldersgrupper fylder mere end i andre bydele. Det understøtter ligeledes behovet for et plejecenter, men gør det også relevant at tale om mere et synligt ældreliv generelt, da vi i dag bliver ældre og ældre.

Debattører i panelet:  

  • Bente Møller, Ø - Rasmus Steenberger, SF - Helle Jønch, C -Direktør for AAB Christian Høgsbro

Kl. 13.30: Visioner for København – udviklingsperspektiver for Christianshavn (45 min)

Kommunens tre største partier er inviteret til en debat om visioner for København og konkrete udviklingsperspektiver for Christianshavn. Hvilke visioner har politikerne for København og hvordan forestiller de sig, deres visioner kommer til udtryk på Christianshavn?

 

Hvis Københavns næste store udviklingsområde er den nordøstlige del af København – dvs. med Lynetteholm, Refshaleøen og Kløverparken – hvor efterlader det så Christianshavn? Vil udviklingen presse Christianshavn tættere på Indre By og komme til at udgøre en større del af den historiske bymidte i København? Er det den vej udviklingen skal gå?



Debattører i panelet:

  • Marcus Vesterager, S - Jean Thierry (Ø) - Helle Bonnesen, C

Kl. 14.45: Vandet kommer: Stormflod, skybrud, og grundvandsstigning?  (30. min)

Christianshavn er en bydel, som er omringet af vand – det er dejligt, men betyder samtidig også, at bydelen er særlig sårbar overfor bl.a. stormflod og skybrud. Under stormen Bodil i 2013 erfarede christianshavnerne, netop hvor udsat Christianshavn er overfor vandstigning.

Klimaforandringer aktualiserer behovet for en klimatilpasningsplan – herunder et værn mod stormflod og skybrud. Københavns Kommune vedtog i 2017 en stormflodsplan – men hvad er der sket siden 2017 og er vi blevet klogere på, hvad vi gør, når vandet kommer på uvelkomment besøg?

Debattører i panelet:

  • Marcus Vesterager, S - Gorm Gunnarsen, Ø – Mia Nygaard, B