Ny helhedsplan for Arsenalskoven

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen har fået udarbejdet en helhedsplan for skoven på Arsenaløen, som skal gøre området mere tilgængeligt og skabe flere aktivitetsmuligheder.
Vision af Arsenalskoven med klubhus, overdækning og stier
Fotograf
Effekt

Kernen i den nye helhedsplan er at åbne skoven op og skabe mere rum for ophold og leg. Man vil bl.a. lave nye stisystemer som forbinder skov og vand, skabe bedre mulighed for helårsaktiviteter og udtynde eksisterende træer til fordel for opholdsarealer. 

Helhedsplan for Arsenalskoven

Hovedgrebene i helhedsplanen er:

  • Nye sammenhængende stier, der sammen med eksisterende stier skabe nye sammenhænge i området.
  • Nye sammenhængende stier, der forbinder den eksisterende sti langs vandet
  • Der åbnes op langs vandet og i skoven for at skabe opholdsarealer
  • Nye samt opgradering af eksisterende faciliteter for at muliggøre helårsaktiviteter til fællesskaber, herunder et fælles klubhus
  • Stibelysning for at skabe tryghed i området

Opgradering af Holmen Dirts cykelanlæg 

I planen foreslås der bl.a. også en opgradering af det eksisterende cykelanlæg, som er etableret og drevet af foreningen Holmen Dirt. Det nuværende anlæg er lavet uden de nødvendige byggetilladelser og kommunen har derfor påbudt Holmen Dirt at få sagerne i orden, hvis cykelanlægget skal blive. I sit møde d. 7. maj 2026 besluttede Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget at forlænge Holmens Dirts brugsaftale til d. 31. december for at give foreningen tid til at planlægge, finansiere og lovliggøre banen. Udvalget besluttede desuden at arbejde videre med en tilskudsbevilling, så foreningen kan afslutte lovliggørelsen.

Se sagen om Helhedsplanen og Holmen Dirt her 

Skitse af hovedgreb og aktiviteter i helhedsplanen
Fotograf
Effekt

Vi ser frem til udvikling af helhedsplanen og at blive inddraget i processen

Vi er overordnet begejstret for planen, som vi mener er et godt udgangspunkt for udviklingen af området og Arsenaløen. Vi har deltaget i to workshops om planen sammen med en række lokale foreninger og aktører. Her lagde vi bl.a. vægt på, at arealet i højere grad skulle bindes sammen med resten af Holmens Idrætsanlæg og at der skulle være flere stier, der afstikker og binder sammen med stien omkring. Derudover lagde vi vægt på, at vandgennemstrømningen blev et opmærksomhedspunkt, da den manglende vandgennemstrømning i Laboratoriegraven gør, at der på nuværende tidspunkt foregår vandaktiviteter i vand af dårlig kvalitet. 

Hvis dele eller hele af planen for skoven bliver en realitet, forventer vi at blive inddraget i processen og at kommunen lægger en plan for borgerinddragelse. Særligt er det vigtigt, at et evt. klubhus bliver til i dialog med de foreninger, der skal bruge det. Der bør desuden lægges en plan for, hvordan driften af klubhuset skal foregå og hvem der har ansvaret for driften og vedligeholdelsen af det. 

Den videre proces  

Der er ikke afsat midler til helhedsplanen endnu, men målet er at foreninger i området kan ansøge om konkrete projekter med afsæt i helhedsplanen eller at kommunen kan stille forslag om udførsel af delprojekterne. Alternativet kan politikerne vælge at afsætte penge til hele eller dele af planen. Vi ser frem til at følge udviklingen af området.