Ny metrolinje vil påvirke det nordlige Christianshavn

Københavns Kommune har igangsat den offentlige høring om miljøkonsekvensrapporten for den nye, mulige metrolinje M5. I den forbindelse planlægger vi et borgermøde på Margretheholm Havn torsdag den 5. september.

København kan få en ny metrolinje, M5, der skal betjene de nye byudviklingsområder i Østhavnen, herunder Lynetteholm. Metroselskabet har derfor udarbejdet en miljøkonsekvensrapport, der gennemgår de mulige påvirkninger på miljøet og byen ved at anlægge metrolinjen M5. 

Nu er rapporten sendt i offentlig høring og frem til den 26. september har man mulighed for at give sin mening til kende og blive klogere på planerne for linjeføringen og dens mulige konsekvenser.

Betydning for Margretheholm og Margretheholm Havn 

En ny metrolinje kan få stor betydning for Margretheholm og Margretheholm Havn. Det fremgår af rapporten at de største påvirkninger i anlægsfasen vil være ved Margretheholm Havn, hvor den inderste del af havnen fyldes midlertidigt op, medmindre strækningen udføres som tunnel. Hvis opfyldningen bliver permanent, vil lystbådehavnen blive mindre, og man vil søge erstatningsbådepladser ved Prøvestenen Syd og i den østlige del af Margretheholms Havn.

I anlægsfasen vil et grønt areal på Margretheholm blive inddraget, hvis højbaneløsningen vælges. Dette vil påvirke biodiversiteten og medføre fældning af træer, som er levesteder for flagermus.

I lokaludvalget er vi grundlæggende glade for planerne om at udvide metro-nettet, men vi ønsker, at metroen skal tunnellægges og etableres på en måde, der bedst muligt harmonerer med hverdagslivet på Margretheholm.

Borgermøde med fokus på det nordlige Christianshavn

Derfor planlægger vi at holde et borgermøde på Margretheholm Havn, så beboere og sejlere har mulighed for at give deres besyv med forud for de endelige beslutninger om anlægget og etableringen af linjeføringen.

Mødet vil finde sted torsdag den 5. september hos bådværftet Yacht Service på Margretholm Havn. Vi følger op med flere detaljer, som planlægningen skrider frem.  

Dialogen til borgermødet vil danne grundlag for vores høringssvar som lokaludvalg, 

Om høringen af miljøkonsekvenserne ved anlæg af metrolinje M5

  • I miljøkonsekvensrapporten undersøges både en sydlig løsning, der går fra København H over Amager til Lynetteholm og videre til Østerport samt en nordlig løsning, der går fra Østerport til Lynetteholm. 
  • Rapportens formål er at synliggøre de væsentlige negative påvirkninger på byen og miljøet, inden infrastrukturprojektet begynder og belyser bl.a. trafikomlægninger, støj og inddragelse af byrum mv.
  • Dvs. alle relevante og de mest vidtgående miljømæssige påvirkninger i både anlægs- og driftsfasen for de to løsninger, stationer og forskellige alternativer fremgår af rapporten.
  • Københavns Kommune er myndighed for projektet på land, mens Trafikstyrelsen er myndighed for den del af projektet, der ligger indenfor Københavns Havns søområde.
  • Folketinget skal vedtage en anlægslov for metroudvidelsen, før projektet kan gå i gang. 

Tidsperspektiv

Metrobyggeriet er planlagt til at begynde i 2026 og skal stå færdigt i 2035.