Om en uge starter Tour de France i København

Tour de France starter 1. juli med åbningsetapen i København. Det er en enkeltstart, som går gennem Indre By, Nørrebro og Østerbro. Trafikken er påvirket af cykelløbet - tag forbehold i god tid.

Byen er ved at være klar til årets største cykelbegivenhed. Åbningsetapen er den 13 kilometer enkeltstart, som går gennem Indre By, Nørrebro og Østerbro. 

Første rytter sendes afsted fredag den 1. juli, kl. 16.00 ved H.C. Andersens Boulevard og sidste rytter forventes at køre i mål senest kl. 19.10 på Rådhuspladsen. Læs mere om enkeltstarten her.

Trafikændringer ved Langebro, Lille Langebro, Inderhavnsbroen

Cykelløbet påvirker trafikken markant, så tag forholdsregler i god tid. Dem der jævnligt benytter vejen over Langebro, såvel som over Lille Langebro, skal være forberedt på at møde afspærringer allerede fra onsdag den 29. juni. H.C. Andersens Boulevard vil nemlig være lukket for gennemkørende trafik i fire dage frem til lørdag den 2. juli kl.15.



Derudover vil gaderne omkring løbsruten afspærres fredag den 1. juli om morgenen til lørdag den 2. juli kl.15. Cyklister der plejer at benytte Inderhavnsbroen og køre igennem Indre By skal derfor også være opmærksomme på ændringer, da Nyhavn er en del af cykeletapen.

Hele byen bringes tilbage til normal trafikal afvikling senest lørdag den 2. juli klokken 15.



Generelle anbefalinger til transport i forbindelse med Tour-ugen

Vælg offentlig transport 

Metro, S-tog og regionaltog er gode måder at komme til, fra og rundt i København på. Undgå dog at medbringe din cykel især fredag, hvor der forventes mange passagerer.

Kom rundt til fods

Fodgængere kan gå langs med, men ikke på tværs af de afspærrede vejarealer. Fredag og lørdag kan man krydse ruten til fods 24 steder, når der ikke kommer ryttere. 

Planlæg din cykelrute på forhånd

Fredag og lørdag kan du ikke færdes på cykel, som du plejer. Der vil være vejspærringer og trængsel i byen, og du kan ikke cykle langs ruten. Der vil kun være få steder at krydse ruten på cykel, så vær forberedt på at skulle cykle uden om ruten. Planlæg din rute, inden du tager hjemmefra på.

Lad bilen stå

Lad bilen stå i Tour-ugen, hvis du kan. Især fredag og lørdag, men også onsdag, vil det være meget vanskeligt eller umuligt at færdes i bil, og fra torsdag morgen til lørdag eftermiddag vil der desuden være forbud mod standsning og parkering langs hele ruten.

Orienter dig på forhånd på det interaktive kort og på trafikinfo.dk - og læs mere om trafikken her