Omsorg er en superkraft

I en smuk ældre bygning i Fristaden ligger Christianias Sundhedshus, som for mange er blevet et trygt helle og en bro mellem det offentlige sundhedssystem og hjemmet. Vores social- og sundhedsgruppe havde for nylig fornøjelsen af at besøge stedet og møde Silvia og Sidsel, der begge arbejder i Sundhedshuset. Besøget bød på inspirerende samtaler, en rundvisning i de hyggelige faciliteter og en kop varm "Hold-dig-munter-te".
En alternativ skadestue, der har fokus på krop og sind
Christianias Sundhedshus beskriver sig selv som en alternativ skadestue. Der er åbent alle hverdage fra kl. 12 -18 og her kan man få hjælp til alt fra behandling af sår og skrammer til samtaler om mentale udfordringer som stress, angst, depression og lignende. Sundhedshuset har en helhedsorienteret tilgang til sundhed og fokuserer både på krop og sund.
Der tilbydes vejledende samtaler om ernæring, samt kinesiologi og Nada – en form for øreakupunktur, der bl.a. kan have positive effekter på stress og depression. Hver onsdag er der tilknyttet en læge, og en gang om måneden kommer en grønlandsk-talende læge på besøg.
De fleste brugere af huset er christianitter
52% af husets brugere er christianitter, men også socialt udsatte som hjemløse og misbrugere opsøger sundhedshuset. Vi ville gerne vide, hvor mange christianshavnere uden for Christiania, der gør brug af sundhedshuset, men det tal fremgår desværre ikke af huset statistik.
Brobygger mellem det offentlige sundhedssystem og hjemmet
Sundhedshuset fungerer på mange måder som en bro mellem det offentlige sundhedssystem og hjemmet. For eksempel opsøger personer, der har gennemgået en operation, ofte sundhedshuset, fordi det er mere tilgængeligt at få støtte her, når det offentlige system træder tilbage.
Omvendt understøtter sundhedshuset også den offentlige behandling. Det ses i samarbejdet med kommunens social- og sundhedsarbejdere fra Sundholm på Amager, hvor sundhedshuset stiller lokaler til rådighed for opsøgende indsats, så de, der ellers har svært ved at finde vej til hjælp, kan blive mødt.
Ligeledes rykker Gentofte Hospitals "Tuberkulosebus" ud for at opspore tuberkulose. Den besøger sundhedshuset to gange om året og derfra foretages lungetjek og røntgenbilleder.
Ønske om flere aktiviteter, men få midler
Sundhedshuset har ambitioner om at udvide deres tilbud og skabe flere aktiviteter, såsom temaaftener eller starte samarbejder med medicinstuderende eller lignende, men et lille budget sætter begrænsninger. Sundhedshuset er afhængig af fondsmidler, også hvis de skal udvide deres tilbud.
Sundhedshuset fører en lille butik, hvor de sælger hjemmelavede olie og cremer, der er fremstillet i husets, men overskuddet herfra er blot en lille indtægtskilde. Ikke desto mindre er butikken med til at understrege sundhedshusets hjemlige og kreative atmosfære.
Sundhedshuset kan noget særligt
Der er ingen tvivl om, at sundhedshuset kan noget særligt og noget andet end det almindelige sundhedssystem. Silvia og Sidsel siger selv, at ”omsorg er en superkraft” - og det er tydeligt at mærke, at de selv, såvel som huset, besidder denne superkraft.
Vi siger: Tak fordi vi måtte komme forbi og blive klogere på jeres tilbud!
Vi håber, at vores arbejdsgruppe lykkes med at opbygge et netværk blandt de aktører på Christianshavn, som arbejder med sociale- og sundhedsfaglige forhold, som er tanke bag arbejdsgruppens besøg.
FAKTA om Christianias Sundhedshus
- Christianias Sundhedshus blev dannet i 1972 som en reaktion på at lægevagten ikke turde eller ville vove sig ind på den nyfødte fristad og fungerer den dag i dag som alternativ skadestue. Her kommer man hvis man er kommet lettere til skade, skal få skiftet forbindinger eller renset sår og så kan man også købe hjemmerørte urtesalver, te og andet godt og naturligt.
- Christianias Sundhedshus har et samarbejde med Gentofte Hospital, som har bygget en ”Turbekulose-bus” der rykker ud to gange årligt for at opspore tuberkulose, som er udbredt blandt hovedstadens socialt udsatte borgere.
- Christianias Sundhedshus ligger på Fabriksområdet 95 B på Christiania og kan bl.a. kontaktes på sunderen.ca@gmail.com
Netværkskoncept: Kaffemik med lokaludvalgets social- og sundhedsgruppe
- Lokaludvalgets social- og sundhedsgruppe inviterer sig selv på kaffe hos bydelens aktører der arbejder med sociale- og sundhedsmæssige forhold.
- Formålet er at etablere et netværket mellem lokale aktører på området og fremme samarbejder og kendskab til eksisterende tilbud og behov i bydelen.
- Besøget i sundhedshuset, var det første besøg i møderækken, der ud udgangspunktet forløber hen til sommerferien 2025.
- Besøgene dokumenteres på lokaludvalgets hjemmeside og/eller Facebook, og aktørerne registreres løbende.

