Skal din forening være med til Christianshavnerdagen?

Foreninger, restauranter, butikker og partiforeninger kan være med som aktører til Christianshavnerdagen. Er det noget for jer, så kontakt vores sekretariat.

Til alle foreninger, politiske partier, butikker og restauranter på Christianshavn

Lokaludvalget inviterer igen til Christianshavnerdag, som i år bliver afholdt søndag den 6. september kl. 11 – 17.30 i Sankt Annæ Gade fra Strandgade til Overgaden oven Vandet. 

Det overordnede emne er: Hvor er Christianshavn på vej hen?

Vi planlægger en dag med kaffe på Snorrebroen, musik og tre politiske debatter på scenen ved Overgaden oven Vandet. Vi inviterer politikere til at debattere om 1. Ulighed, 2. Offentlig transport og 3. Vandkulturhuset og Arsenaløen. Derudover vil der i gaden være cirkus og gammeldags lege for børn og barnlige sjæle, boder så foreninger kan informere om deres aktiviteter og sidst, men ikke mindst, vil lokaludvalget uddele Havnens Pris til en christianshavner, der gør særligt meget for vores bydel. Måske også brandbilerne og politiet kan komme til glæde for mange.

Vi håber, at I har lyst til at være med, og vi vil allerede nu bede jer reservere dagen og overveje, hvordan I vil promovere jeres forening, give jeres kunder specialtilbud og sørge for, at gæsterne kan købe mad og drikkevarer i løbet af dagen. 

Specielt til restauranter, caféer mm. har vi en opfordring om, at gæsterne i gaden kan få lov til at benytte jeres kundetoiletter – vi siger på forhånd tak.

Skriv til sekretariatet, hvis I skal være med

Vi stiller et bord og en bænk til rådighed for hver enkelt bod. Hvis I ønsker en bod eller på anden måde vil deltage i arrangementet, bedes I henvende jer til lokaludvalgets sekretariat på mail: christianshavnslokaludvalg@okf.kk.dk