Tag med os på studietur til Stumholmen og Karlskrona

Tirsdag den 1. oktober 2019 tager vi på studietur til Karlskrona i Sverige, og du er inviteret med. Turen skal give os inspiration til vores ønsker for Nyholms fremtidige indretning.

Hensigten med turen er at få inspiration til, hvordan Nyholm kan indrettes og til hvordan man kan gribe udviklingen af Nyholm an, når Søværnet forlader området, sådan som det blev bestemt med forsvarsforliget i 2018.

Stumholmen i Karlskrona har som Nyholm siden 1600-tallet været hjemsted for flåden - men er i dag et åbent område for offentligheden med byliv, fredede bygninger, virksomheder, restauranter og lejligheder.

Der er mange lighedspunkter mellem Stumholmen og Nyholm. Vi mener derfor, at det er busturen værd at aflægge vores svenske naboer et besøg for at få ideer til, hvilket byliv man konkret kunne ønske sig på Nyholm – eller det modsatte naturligvis.

Vi har lejet en bus og kører afsted tidligt om morgenen fra Christianshavns Torv. I bussen byder vi på kaffe og brød og undervejs vil der være oplæg om Karlskrona.

Når vi når frem, har vi sørget for en rundvisning og guidet tur på Stumholmen, som siden 1998 har Stumholmen været optaget på UNESCOs Verdensarvsliste. Derudover skal vi mødes med repræsentanter for Karlskronas kommune, som vil fortælle os om processen med at omdanne øen, efter at den svenske marine trak sig ud af området, og om hvordan Stumholmen kom på UNESCO´s verdensarvsliste.

Tilmelding

Tilmelding er nødvendig og sker efter først-til-mølle-princippet.

Vi stopper tilmeldingerne, når bussen er fuld, dog senest den 16. september.

Det koster 200 kr. at deltage, som dækker busturen frem og tilbage fra Karlskrona, en mindre frokost, og guider.

Send en mail til: christianshavnslokaludvalg@okf.kk.dk og skriv Karlskrona i emnefeltet. Du vil hurtigt få besked om der er plads på turen, og når vi har modtaget din betaling, er din tilmelding endelig.

Turen er desværre ikke er egnet til dårligt gående.

Se evt. mere om Karlskrona og Stumholmen her: http://www.orlogsstadenkarlskrona.se/page/7/stumholmen.aspx og her: https://www.karlskrona.se

Foreløbig program

1. oktober 2019: 06.45 - ca. 21.00

06.45:

Afgang fra Christianshavns Torv med bus – kaffe og brød i bussen og forskellige oplæg undervejs.

11.00:

Ankomst Karlskrona.

11.15–13.30:

Guidet tur på Stumholmen v/ Visit Karlskrona samt frokost på restaurant Kronohäktet.

14.00–16.00:

Møde med repræsentanter fra Karlskronas Kommune om Verdensarvs-projektet.

16.00 – 17.00:

Fri tid

17.00:

Afgang Karlskrona

21.00:

Ankomst Christianshavn