Tre aktuelle høringssvar fra Christianshavns Lokaludvalg
Vi har netop behandlet tre vigtige høringssager, der har stor betydning for Christianshavn. Her er vores holdninger kort fortalt:
1. Opgradering af Refshalevej
Vi ønsker, et alternativt ruteforslag belyses i miljøvurderingen. I Christianshavns Lokaludvalg vurderer vi, at et vejtværsnit på 18 meter, der inkluderer vejbaner, fortov og cykelsti i et samlet tracé, er unødvendigt bredt og vil medføre betydelige indskrænkninger af grønne og blå områder. Derudover vil det stride mod de gældende fredningsbestemmelser.
Vi ønsker derfor, at miljøvurderingen også belyser et ruteforslag, hvor de to nuværende vejbaner bevares som de er i dag men forbeholdes biltrafik, mens fodgængere og cyklister får nye og forbedrede forbindelser via Krudtløbsvej og derefter langs Quintus Bastion (blå streg til venstre) og/eller øst om Quintus Lynette (blå streg til højre).
- Høringsfrist: 2. januar 2025
- Find høringsmaterialet her: Høringsportalen | Afgrænsning af miljøkonsekvensrapport for Refshalevej
2. Supplerende miljøvurdering af Metro M5
Vi er imod udskydelsen af beslutningen om tunnel- eller højbaneløsning fra Prags Boulevard Øst til Refshaleøen/Lynetteholm.
Det vil betyde årelang uvished for de 2.000 beboere på Margretheholm og alle, der har både og værksteder i Margretheholm Havn.
Hvis Prags Boulevard Øst station ændres til en højbanestation, frygter vi, at beslutningen så allerede er taget for en højbaneløsning op mod Margretheholm og Refshaleøen/Lynetteholm.
- Høringsfrist: 23. december 2024
- Find høringsmaterialet her: Høringsportalen | Supplerende MKV M5 ang. optimeringsforslag
3. Overdragelse af Københavns Havns søområde
Vi har sendt høringssvar vedrørende overdragelsen af Holmens civile vande i Københavns Havns søområde fra Transportstyrelsen til By & Havn og kritiserer, at de direkte berørte – såsom bolværks- og husbådsejere – ikke er blevet hørt. Vi efterlyser desuden klarhed over de økonomiske konsekvenser for bolværks- og husbådeejerne.
Vi støtter, at Erdkehlgraven forbliver en grøn og blød zone, som det fremgår By & Havns zoneplan – og fremhæver vores ønske om at den friholdes for husbåde.
- Høringsfrist: 7. januar 2025
- Find høringsmaterialet her: Høringsdetaljer - Høringsportalen