Ustabil drift på buslinje 2A

Igennem en længere periode har der været problemer med bus 2A. Vi har taget kontakt til Københavns Kommune og Movia - det må kunne gøres bedre!

Driften af buslinje 2A er fortsat ustabil og har i længere tid ramt mange af os på Christianshavn. Problemerne omfatter busser, der ikke kommer, forsinkelser, klumpning af busser samt mangelfulde eller forkerte oplysninger på infotavler.

Vi har gjort Movia opmærksomme på den ustabile og utilregnelige drift, og fået svar på vores henvendelse. Blandt andet bekræfter Movia, at linjen har være ekstraordinært udfordret den seneste tid på grund af problemer med at oplade busserne i endestationerne, samt at de mange bump på Christianshavn ødelægger bussernes undervogne, hvis busserne kører for hurtigt henover dem. Det har nu resulteret i en justering af køreplanerne. 

I lokaludvalget er vi dog kommet dertil, at vi mener, at kontrakten med Movias underleverandør bør genforhandles, hvis driften ikke forbedres, så der er bedre muligheder for at sanktionere ved ustabil drift. 

Vi har derfor også skrevet til overborgmesteren om driften i håb om, at hun tager problemerne op med Movia og busselskabet, som står for 2A. Problemerne med buslinjen er nemlig også velkendte i busrutens modsatte ende, Tingbjerg. Brønshøj-Husum Lokaludvalg ser også nærmere på sagen. 

Det vigtigt, at der kommer en stabil busdrift, da der ikke er mange alternative offentlige transportmuligheder mellem Holmen, Margretheholm, Refshaleøen og det indre Christianshavn. 

Se vores brev til overborgmesteren her