Vi er uenige i kommunens tilgang til kulturområdet
I lokaludvalgets møde i onsdags d. 30. april 2025 godkendte lokaludvalget et høringssvar om forslag til prioritering af biblioteker og kulturhuse. Prioriteringen består i nedlæggelse af en række biblioteker og kulturhuse i København, som led i en strategi for at skabe færre, men stærkere kulturelle samlingspunkter.
Christianshavns Lokaludvalg mener dog, at de foreslåede ændringer vil resultere i tab af lokal identitet, da de "mursten", som bibliotekerne og kulturhusene repræsenterer, er afgørende for kvarterets karakter.
Logikken i forslaget bygger på, at borgerne ved de foreslåede biblioteker og kulturhuse kan benytte faciliteterne i nabobydelen, men ifølge lokaludvalget er det ikke et realistisk scenarie.
Både børn og ældre vil opleve en forringelse ved den manglende lokale adgang til kulturfaciliteter. Børn har en begrænset såkaldt aktionsradius, hvor de ikke kan bevæge sig så langt i deres daglige færden. De samme gælder for vores ældre borgere, som formodentligt også vil have besvær ved at benytte biblioteker og borgerserviceindgange i nabobydelene.
Fra vores lokale drøftelser i bydelen om forslaget til den nye Kultur- og Biblioteksplan (KUBI-planen) ved vi at netop denne målgruppe har ønsker bedre betjening af læsegrupper, flere materialer på hylderne, mere og bedre faglig betjening i åbningstiderne og flere midler til fysiske materialer.
Målgruppen nævnes hverken i (KUBI-planen) eller i forslagene til prioritering.
Spareøvelse med fokus på mursten frem for mennesker
Baggrunden for at prioriteringsforslagene er, at Kultur- og Fritidsforvaltningen skal finde effektiviseringer for ca. 20 mio. kr. i 2026 og ca. 37 mio. kr. i 2027, hvilket er politisk besluttet.
Kultur- og Fritidsudvalget har som udgangspunkt ønsket at finde besparelser i bygninger frem for blandt medarbejderne. Det betyder, at man har foreslået at lukke en række biblioteker og kulturhuse, så personalet i stedet kan flyttes til andre steder.
I det nuværende forslag står tre lokalbiblioteker og ét kulturhus til lukning. Det er færre end i det oprindelige forslag. På mødet tirsdag den 29. april besluttede udvalget nemlig at friholde Islands Brygge Bibliotek, Bibliotekshuset på Rodosvej, Børnekulturhuset Sokkelundlille og kulturhuset Kapelvej 44 fra lukning.
Det kan man læse om her: Politisk enighed om ikke at lukke en række biblioteker og kulturhuse | Københavns Kommune Kultur- og Fritidsforvaltningen
Kulturbudgettet er ikke fulgt med befolkningstilvæksten
Vi vil imidlertid påpege, at det nuværende kulturbudget ikke er fulgt med befolkningstilvæksten, hvilket resulterer i et lavt beløb per indbygger i lokalområdet sammenlignet med andre kommuner.
Der mangler fra Kultur- og Fritidsudvalget en visionær fremdrift, og lokaludvalget foreslår at indføre en kulturmilliard, der kunne spejle den allerede eksisterende idrætsmilliard på fritidsområdet.
Sæt KUBI-planen på hold
Lokaludvalget opfordrer kommunen til at sætte KUBI-planen på pause og lade det Kultur- og Fritidsudvalg, der sammensættes efter det kommende kommunalvalg, revurdere planen med friske øjne. I sidste ende er det dette nye udvalg, som kommer til at være ansvarlig for, hvordan KUBI-planen implementeres og dens betydning for københavnerne.
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage endelig stilling til udvalgets håndtering af den samlede økonomiske udfordring på mødet den 10. juni.