Forbedringer af cykelforhold på Torvegade rykker nærmere

Her er vores syn på omlægningen af Torvegade og de ændringer, anlægsprojektet kan få for sidegaderne til Torvegade.

I forbindelse med ombygningen af Torvegade ændrer Københavns Kommune ensretninger, svingmuligheder og vejlukninger i sidegaderne for at gøre det mere sikkert for cyklister.

Christianshavnerne har haft mulighed for at kommentere på planerne og dele deres lokale viden om forholdene på Torvegade og i de tilstødende sidegader. Vi i lokaludvalget har naturligvis også afgivet et høringssvar, hvor vi kommenterer på de udfordringer, som vi mener, projektet har på nuværende tidspunkt. Vi har blandt andet påpeget, at:

  • Flytningen af fodgængerovergangen i krydset ved Strandgade betyder, at fodgængerne skal skynde sig over, hvis de skal nå det i ét grønt lyssignal. Strækningen vil komme til at inkludere tre midterheller.
  • Varelevering til og fra SuperBrugsen vil medføre trafikale problemer. Hverken Amagergade eller Christianshavns Voldgade er gearet til tung trafik, og derfor ønsker vi, at størrelsen på vareleveringer reduceres fra 5 ton til 3,5 ton.
  • Der er behov for skærpet tilsyn med efterladte cykler på Christianshavns Torv, samtidig med at der etableres mere plads til cykelparkering.

Læs hele vores høringssvar her.

 

Referat af opfølgende møde om lokaludvalgets høringssvar

Lokaludvalget sendte sit høringssvar vedr. omlægningen af Torvegade. Forvaltningen fulgte op med et møde, hvor lokaludvalgets bemærkninger blev vendt.

Om omlægningen af Torvegade

  • I marts 2023 blev det endeligt besluttet at gennemføre en trafikomlægning af Torvegade med henblik på at skabe bedre cykelfremkommelighed.
  • Sidst på året træffer politikerne på rådhuset beslutning om anlægsprojektets endelige udformning, inklusive de ændringer, det vil få for de tilstødende sidegader.
  • Anlægsprojektet etableres etapevis og påbegyndes i efteråret 2025 med afslutning primo 2028