Fremtidens klimavenlige hovedstad

Med den overskrift er et udkast til forslaget til en ny kommuneplan blevet offentliggjort, og der er taget hul på de første politiske drøftelser. Det kan lyde tørt, men sagen er vigtig.

Kommuneplanen sætter rammerne for, hvordan København skal udvikle sig de næste tolv år frem mod 2036. Det er her, de store streger på københavnerkortet bliver sat – og i denne omgang er der fokus på udviklingen af Østhavnen. 

Det har naturligvis vores interesse og særlige opmærksomhed. I forslaget lægges der nemlig op til, at Østhavnen udvikles til bykvarterer på Refshaleøen, Kløverparken, og på længere sigt udvikling af Lynetteholm. 
 

Refshaleøen vil man udlægge til byudvikling i anden del af planperioden og der vil være mulighed for at igangsætte en første etape af byudvikling med vedtagelse af lokalplan forudsat, at der træffes beslutning om etablering af en ny metrolinje til området og Østlig Ringvej i 2035.

Hvis Østhavnen (med Lynetteholm) udvikles fuldt ud, kan der blive plads til 66.000 beboere og 50.000 arbejdspladser. Men det kræver beslutninger om infrastruktur til området i form af en metrolinje M5 og Østlig Ringvej. 

Inddragelse af christianshavnerne

Vi kommer til at forholde os til forslaget til kommuneplanen af flere omgange, og vi forventer at inddrage christianshavnere på forskellig vis i løbet af året. 

Senest har vi været i dialog med christianshavnerne om deres syn på byudvikling og mobilitet til vores bydelsmøde, og til vores årlige Christianshavnerdag vil vi også have politiske debatter på scenen om udvalgte temaer, der indgår i forslaget til kommuneplanen. 

Forslaget til kommuneplanen sendes i offentlig høring til efteråret. Det forventes, at politikerne vedtager kommuneplanen endeligt ved udgangen af 2024. 

Fokus på fem temaer 

Kommuneplan 2024 har særligt fokus på de fem nedenstående temaer: 

  1. Hovedstadens byudvikling og mobilitet 
  2. Boliger og sammenhængende by 
  3. En by med erhverv og studiemiljø 
  4. En sund klimaby med plads til natur, kultur og fritid 
  5. Udvikling med respekt for byens sjæl

En kommuneplan er en omfattende sag og derfor har den også sin helt egen hjemmeside. Se den her: Kommuneplan 2024 | Københavns Kommuneplan 2024 (kk.dk)