Fremtidsudsigter om stormflod vækker bekymring
Den 4. november 2024 invitererede Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning til informationsmøde om stormflodssikring af Indre By og Christianshavn.
I mødet fortalte medarbejdere fra Teknik- og Miljøforvaltningen de omtrent 50 fremmødte borgere om de nyeste resultater fra en forundersøgelse, som skal indgå i en stormflodsplan for hovedstadsområdet.
Se oplægget fra forvaltningen her
Forundersøgelsen er baseret på et såkaldt "fysisk worst-case-scenarie" for en stormflodshændelse i 2075, som viser, at hele Christianshavn samt store dele af det omkringliggende København vil blive oversvømmet, medmindre der implementeres beskyttelsesforanstaltninger.
På den baggrund anslås det, at der er behov for:
- Sikringsløsninger på ca. 60 km kyst.
- Omkring 12-13 mia. kr. til anlæg for 14 delstrækninger.
- Screening af relevante miljø- og naturmæssige samt landskabelige forhold.
- 30-40 år for at anlægge beskyttelsesforanstaltningerne.
Sikring mod oversvømmelse nu og her
Risikoen for stormflod bliver hyppigere de kommende år. I lyset af de lange udsigter til stormflodssikringen af København, blev der i mødet spurgt ind til, hvordan beboere i bydelene her og nu kunne sikre sig mod oversvømmelser. Her blev der henvist til at søge hjælp og vejledning hos Københavns Kommunes krise- og beredskabskoordinator.
I lokaludvalget oplyste vi om, at vores arbejdsgruppe om Stormflodssikring i 2022 havde afholdt et kursus i samarbejde med Beredskabsforbundet om, hvordan man kan sikre sit hjem mod oversvømmelser.
Se opsamlingen på kurset og find links med nyttig viden og vejledninger fra Beredskabsforbundet.
Deltag i arbejdsgruppe om stormflodssikring
Er interessen for stormflodssikring vakt, så deltag i vores arbejdsgruppe. Næste møde er den 25. november kl. 17-19 i Christianshavns Beboerhus. Tag evt. kontakt til sekretariatet for yderligere information om mødet: Arbejdsgruppemøde om stormflodssikring | Christianshavns Lokaludvalg
Baggrund for forundersøgelsen til en stormflodsplan for hovedstadsområdet
Københavns Kommune deltager i Transportministeriets forundersøgelse til en stormflodsplan for hovedstadsområdet. Arbejdet omfatter også Hvidovre, Dragør og Tårnby kommuner samt Sund & Bælt, Metroselskabet, lufthavnen, DSB og Banedanmark samt relevante ministerier.
Forundersøgelsen belyser mulige fremtidige sikringsniveauer for hovedstadsområdet, mulige tekniske løsninger, miljøforhold og anlægsøkonomi. På den baggrund udføres en samfundsøkonomisk analyse af en samlet stormflodssikring og en vurdering af eksisterende finansieringsmuligheder samt forslag til organisering.
Forundersøgelsen er ikke en handleplan men et forarbejde, der skal kvalificeres i de kommende år, og som kræver national- og kommunalpolitisk stillingtagen på en lang række områder. Forundersøgelsen forventes afsluttet ultimo 2024/primo 2025.