Undersøgelse kan blive startskuddet til et nyt kapitel for torvet
Teknik- og Miljøforvaltningen skal i indeværende år udarbejde en foranalyse af Christianshavns Torv - og vi er naturligvis i dialog med forvaltningen for at repræsentere bydelens mange perspektiver, ønsker og udfordringer ved torvet.
I lokaludvalget har vi ogsp et tæt samarbejde med Christianshavns Torvenetværk, som i gennem flere år har taget initiativ til forskellige aktiviteter og indsatser på torvet. Vi bakker op torvenetværkets perspektiver for torvet og vi ønsker ligesom netværket mere beplantning, bedre belysning, øget afskærmning fra trafik.
Ønsket er at torvet bliver et rart og hyggeligt mødested i bydelen. Det synes vi nemlig ikke, det er i dag, og det er ærgerligt. Forhåbentlig kan undersøgelsen føre til at torvet får det løft, som vi længe har drømt om.
Farvel til halvtaget
I december blev det første synlige skridt i forvandlingen taget, da halvtaget over metroens udluftningskanal blev fjernet som et led i at gøre torvet mere indbydende. Vi skrev om det på vores Facebookside, og opslaget blev delt i gruppen "Os fra Christianshavn".
Det udløste en livlig debat. Nogle var bekymrede for, hvor de udsatte borgere i området nu skulle søge ly, mens andre så nedtagningen af halvtaget som en nødvendighed for at gøre torvet mere trygt og tilgængeligt for alle.
Vi har læst kommentarerne, og dem tager vi med videre i vores samarbejde med forvaltningen, når der skal laves et undersøgelsesdesign foranalysen. Interesserede kan læse vores opsamling på debatten nederst på siden.
Ja tak til gadeplansmedarbejdere
For at tage hånd om de sociale udfordringer, der præger torvet i dag, er der afsat penge i kommunens budget til en styrket gadeplansindsats fra 2025-2028. Ansættelsen af gadeplansmedarbejdere skal skabe bro til andre sociale tilbud og sikre en mere balanceret brug af torvet, hvor både den fysiske indretning og den sociale indsats går hånd i hånd.
Det er vigtigt for os at understrege, at vi mener, der skal være plads til alle på torvet, der respekterer hinanden – også vores socialt udsatte borgere. Vi anerkender dog samtidig, at mange christianshavnere desværre føler sig mere utrygge, når de færdes på torvet, end de gjorde tidligere.
Derfor kalder fornyelsen af pladsen også på en socialfaglig indsats, som vi tænker med ind i vores samarbejde med forvaltningen.
Umiddelbart er planen, at forvaltningen vil afholde to åbne borgermøder i forbindelse med foranalysen af torvet. Vi vil naturligvis orientere om møderne, når de er blevet konkretiseret. Der er ingen tvivl om, at den lokale opbakning er vigtig, for at vi sammen kan skabe det torv, de fleste af os drømmer om.
Fakta om Christianshavns Torv
- Der er afsat 0,8 mio. kr. samlet i 2025-2026 til foranalyse af Christianshavns Torv
- Der er afsat 1,2 mio. kr. årligt i 2025-2028 til ansættelse af 2 gadeplansmedarbejdere
- Forudgående pilotprojekter på torvet: læsejl, plantekasser og øget rengøring af det offentlige toilet