Om Bydelspuljen
Vi støtter tværgående, bydelsrelaterede, dialogskabende og netværksdannende aktiviteter, arrangementer eller projekter, der gavner Christianshavn og bidrager til realisering af lokaludvalgets bydelsplan.
Med bydelspuljen ønsker vi særligt:
- at styrke Christianshavns sociale og kulturelle ressourcer og øge borgernes involvering og indflydelse på bydelen
- at samle borgerne på tværs af sociale og etniske forskelle
- at skabe dialog og debat om og i bydelen
- at styrke sammenhængen mellem de forskellige boligområder i bydelen.
Aktiviteter, som kan søges støtte til, kan for eksempel vedrøre kultur, idræt, sociale formål, byudvikling, miljø og integration.
Vi anbefaler, at du læser vores retningslinjer for støtte inden du ansøger.
Læs vores retningslinjer for støtte inden du ansøger
Ofte stillede spørgsmål
Fold alle ud
Hvem kan søge bydelspuljen?
Enhver borger, gruppe eller forening kan søge om støtte til aktiviteter og arrangementer, der foregår på Christianshavn og kommer bydelen til gode. For at kunne komme i betragtning til støtte, skal aktiviteten være offentligt tilgængelig, indeholde en vis medfinansiering og foregå på Christianshavn.
Hvad kan jeg søge til?
- Tværgående, bydelsrelaterede, dialogskabende og netværksdannende aktiviteter og arrangementer.
- Projektet skal være offentligt tilgængeligt og foregå på Christianshavn.
- I vores retningslinjer for puljestøtte kan du læse mere om, hvad vi lægger vægt på.
Hvad betyder det, at støtten gives som underskudsbevilling?
Hvis dit projekt tildeles støttemidler fra vores pulje, dækker det underskuddet, som projektet forventes at få. Dette betyder også, at lokaludvalget ikke som udgangspunkt støtter projekter, der regner med et overskud. Giver projektet et mindre underskud end forventet vil støtten være tilsvarende mindre.
Kan jeg søge støtte til aktiviteter, der er afholdt?
Nej, du kan som udgangspunkt ikke få støtte til dit projekt, hvis dine aktiviteter er afholdt inden beslutningstidspunktet. Dette betyder, at vi kun støtter aktiviteter, der ligger bagefter lokaludvalgsmødet, hvor beslutninger om tildeling af støttemidler tages. Du finder en oversigt over lokaludvalgsmøderne her.
Hvor mange penge kan jeg søge om?
Du kan maksimalt søge om støtte for i alt 30.000 kr. Da vi har begrænsede puljemidler gives der dog oftest tilsagn om et mindre beløb.
Kan jeg søge støtte til et projekt, der løber over flere år?
Ja, det kan du godt, men lokaludvalget kan kun støtte den del af projektet, som afvikles i det år, du søger.
Hvis projektet løber hen over årsskiftet, er det derfor vigtigt at budgettet opdeles, så det viser, hvilke midler der bruges i fx 2025 og 2026 og dermed søges om i det pågældende år.
Det skyldes at lokaludvalgets regnskabsår følger kalenderåret og vi skal afslutte vores regnskab ved årsskiftet.
Når jeg har indsendt en ansøgning, hvad sker der så?
Når du har sendt din ansøgning i ansøgningssystemet, vil vi læse den og derefter kvittere dig for indsendelse af ansøgningen. Hvis vi gerne vil have uddybet noget vedrørende din ansøgning, vil vi kontakte dig for at få uddybende informationer. Derefter forbehandles ansøgningen og der laves en indstilling til et senere lokaludvalgsmøde, hvor den endelige beslutning tages. Du vil derefter få svar fra sekretariatet om, hvad lokaludvalget har besluttet vedrørende din ansøgning.
Hvornår vil støtten blive udbetalt?
Som udgangspunkt vil du få støtten udbetalt, når projektet er afviklet og du har indleveret regnskab og evaluering til sekretariatet, og dette er blevet godkendt.
I særlige tilfælde kan der efter særskilt anmodning fra tilskudsmodtageren udbetales et forskud på det bevilgede tilskud, hvis det vurderes nødvendigt for at igangsætte aktiviteterne. Dette dog kun hvis støtten ydes i form af øremærket tilskud.
Skal jeg dokumentere aktivitetens afholdelse?
Ja, når projektet er afholdt skal du sende dokumentation, fx fotos, reklamemateriale o.l.
Vi forventer desuden, at få en invitation til at komme på besøg og få en introduktion af aktiviteten. Evt. før eller samme tid den afholdes. Invitationen sendes til christianshavnslokaludvalg@okf.kk.dk
Er der krav til annonceringen af aktiviteten?
Ja, aktiviteter, der får støtte fra lokaludvalget, skal bekendtgøres for offentligheden. Det skal fremgå af annonceringen, at Christianshavns Lokaludvalg støtter aktiviteten. Du finder vores logoer her.
Må jeg søge støtte andre steder samtidig med jeg søger bydelspuljen?
Det må du gerne. Du skal dog selv være opmærksom på, at hvis der modtages et samlet tilskud til projektet fra Københavns Kommune på 500.000 kr. eller derover, skal projektets regnskab være revisorpåtegnet af en statsautoriseret eller registreret revisor. Hvis projektet inden for et kalenderår modtager 500.000 kr. eller derover i støtte fra Københavns Kommune, skal støttemodtager oplyse dette til lokaludvalgets sekretariat, som derefter vil sende en revisionsinstruks.
Ansøgningsfrister
Ansøgningsfrister i 2026
1. november (behandles d. 25. november) (Der åbnes for ansøgninger til aktiviteter i 2028)
1. december (behandles d. 16. december)
Ansøgningsfrister i 2027
1. januar (behandles d. 27. januar)
1. februar (behandles d. 24. februar)
1. marts (behandles d. 17. marts)
1. april (behandles d. 28. april)
1. maj (behandles d. 26. maj)
1. juni (behandles d. 16. juni)
1. august (behandles d. 25. august)
1. september (behandles d. 29. september)
1. oktober (behandles d. 27. oktober) (Der åbnes for ansøgninger til aktiviteter i 2028)
1. november (behandles d. 24. november)
1. december (behandles d. 15. december)