Arbejdsgruppe om Lynetteholm

Lynetteholmgruppen følger udviklingen af Lynetteholm. Gruppen beskæftiger sig med aspekter som jorddeponering, byudvikling, trafik, klimasikring, miljøpåvirkninger og sejladsmæssige forhold.

Gruppen udarbejder høringssvar og henvendelser til relevante myndigheder og faciliterer dialog med christianshavnerne. Samarbejdet med andre arbejdsgrupper sikrer en helhedsorienteret tilgang til projektet.

Arbejdet er baseret på lovgivningen om Lynetteholm fra 2021 og foregår i overensstemmelse med seks principper vedtaget af lokaludvalget i 2019 (se evt. nedenfor). Lynetteholmgruppen holder sig opdateret og engageret i offentlige høringer, analyser og planer for at sikre en bæredygtig udvikling af området.

Tovholder for arbejdsgruppen er lokaludvalgsmedlem, Frode Neergaard.
Læs mere om Lynetteholm her og se også Københavns kommune om Lynetteholm her.

De seks principper er følgende: 

  1. Indtil videre forholder lokaludvalget sig til projekt Lynetteholm i den ramme og udformning, som fremgår af den principaftale, som den tidligere regering og Københavns Kommune indgik i oktober 2018.
     
  2. Lokaludvalget fortsætter den hidtil lagte linje og forholder sig løbende til de konkrete forhold der opstår omkring anlæg og etablering af Lynetteholm. 
     
  3. Lokaludvalget fokuserer indtil videre primært på forhold om adgangsveje for jordtransporten og fastholder sin hidtidige linje om, at jordtransport af vandvejen er den eneste miljømæssigt rigtige løsning.
     
  4. Af projektets tre hovedkomponenter (boliger, trafikløsninger og klimasikring) lægger lokaludvalget vægt på, at klimasikring indgår som højeste prioritet. 
     
  5. Lokaludvalget lægger vægt på at Lynetteholmen vurderes i en helhedskontekst, herunder i relation til udviklingen på Refshaleøen, Dokøen, Papirøen og adgangen hertil. 
     
  6. Lokaludvalgets holdning til Lynetteholm kan ændre sig i lyset af de undersøgelser der vil blive gennemført, herunder resultatet af VVM-redegørelsen, undersøgelser af projektets økonomi m.v.